Årligt afsiges flere tusinde straffedomme i Danmark. Selvom Netværket har stor tillid til det danske retssystem, og der generelt afsiges rigtige domme, er det naivt at forestille sig, at der ikke begås fejl hos domstolene. Alene antallet af årlige straffedomme indebærer i sig selv, at skæverter ikke kan undgås.
Netværket Rimelig Tvivl sætter fokus på de forkerte straffedomme – de såkaldte justitsmord. Justitsmord omfatter både den rene situation, hvor nogen slet ikke har gjort noget af det, de dømmes for. Justitsmord omfatter også de tilfælde, hvor nogen dømmes for mere, end de har gjort.
Det er i sagens natur vanskeligt at dokumentere, hvor mange forkerte domme, der årligt afsiges i Danmark. Spørger man de dømte, vil de fleste nok sige, at de er uskyldige. På samme måde vil domstolene og anklagemyndigheden næppe frivilligt indrømme, hvis de har taget fejl. Hele ideén med en dom er, at den gør det ud for sandheden, og lægges til grund overalt i systemet. Er man først dømt, er der derfor ingen kære mor uanset, om man i virkeligheden er uskyldig.
Netværket Rimelig Tvivl forsøger at afdække risikomomenterne i straffesystemet – både i efterforskningsforløbet før dommen, og under selve retssagen.
Netværket vil:
- Øge bevidstheden i samfundet og blandt retssystemets deltagere om risikoen for justitsmord.
- Oplyse sigtede og tiltalte om deres grundlæggende rettigheder og om politiets og anklagemyndighedens forpligtelser.
- Bistå uskyldigt dømte med at få oprejsning gennem forelæggelse af udvalgte sager for Den Særlige Klageret eller – i særlige tilfælde – for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
- Kort sagt – gøre retssystemet bedre.
Netværket består af et løst arbejdsfællesskab mellem professionelle, pårørende og dømte.
Netværket yder anonym rådgivning til alle, som måtte have interesse i det.